Angst

ANGST

 

Lonnie har lidt af angst altid. Hun er vokset op i en misbrugsfamilie. Faderen drak og er nu død af leverkræft. Broderen havde ligeledes alkoholmisbrug og er ligeledes død. Moderen er ikke alkoholiker, men medafhængig. Hun var lige så bange for far, som vi var. Hun kender mig ikke rigtigt, hun var ikke mor. Far var meget voldsom og aggressiv. Han har nok drukket siden han var 16-17 år.

Jeg var hele tiden på vagt - altid angst. Ting kunne skifte i løbet af et splitsekund. Han tændte af helt umotiveret, slog fx min bror med en rørtang. Vi var 4 børn, de to er døde nu. Alt handlede om at forudse og holde lav profil.

Jeg kan ikke lide at miste kontrol, så jeg lever på forkant. Det er ikke noget ydre, men nopget der køre under overfladen hele tiden. Jeg kører roller hele tiden. Offerrolle bl.a. Jeg vågner op med panik. Jeg sover med ørepropper, fordi jeg vågner ved det mindste pip. Mor og far slåssede nogle gange om natten, og mor flygtede ind til os.

 

 

 

Lonnie fortæller, at det i starten var som om, lyden lige skulle igennem nogle lag. Hun oplevede kontakt til den vrede, der med hendes baggrund selvfølgelig ligger under angsten.

 

"Derefter var det rigtigt godt. Rigtigt, rigtigt godt!!"

"Jeg mærker det i brystet'" fortæller hun "- det må være sådan Pinocchio følte, da han blev levende! jeg har været helt stiv som en trædukke indeni - uden liv og styret af angstens bånd. Det føles som om, jeg blev vækket til live nu og bliver fri igen.

Jeg begynder at mærke liv. Det bobler derinde - sådan en dejlig boblen af glæde og liv - inde ved hjertet - og sjælen. Jeg har en fornemmelse af, at sjælen sidder derinde ved mit hjerte, og at den er begyndt at vågne fra sin dvaletilstand.

Jeg har et billede af en stor, farlig drage, der altid har ligget inde oven på mine skatte - ovenpå sjælen og håbet. ovenpå min glæde, min ro - mit liv! Jeg har altid været rædselsslagen for at se på dragen. For at møde den.

En sjælden gang imellem har jeg dristet mig ind for at se på mine skatte. Har haft fornemmelse at at lede efter noget, jeg ikke helt vidste, hvad var - men mit liv måtte være andet og mere, end det, jeg oplevede!! Der måtte være noget derinde. Noget større og smukkere end det, jeg levede i. Men hver gang er jeg flygtet ud i angst og panik, når den har hvæset og spyet ild. jeg følte alligevel ikke, at det var mit - og i al fald var det alt, alt for farligt at sætte mig op imod dragen!!

Nu kan jeg begynde at sige: "Nu må du godt flytte dig!! jeg er ikke bange for dig mere, og jeg vil ha' mine skatte!!"

Jeg kan begynde at mærke mine følelser, og har følt sådan en glæde og ro. Jeg tør meget me-re være til stede her og nu, og er ikke slet så sårbar mere.

Når jeg får en 'negativ' følelse i dag, tør jeg mere være i den. Jeg tør kikke på den - og tæn-ker: Okay - så er det sådan, det er. Og så bliver jeg i det og finder ud af, hvad jeg kan gøre ved det. Før var jeg totalt låst fast i mine 'hvorfor' spørgsmål.: Hvorfor skulle jeg opleve det? Hvorfor skulle det være så forfærdeligt for et lille uskyldigt barn? Hvorfor…? Hvorfor…? Nu tænker jeg meget oftere: Hvordan kommer jeg så videre? I stedet for at stå fuldstændigt mag-tesløs og paralyseret og angst foran dragen eller flygte i panik!!

Før var jeg ganske enkelt angst for alt - for at sove, for at vågne op til en ny dag, for hvad der skete om 5 minutter, om 2 dage, i næste uge, når jeg blev gammel…jeg var aldrig tilstede i nuet!! Alt gik ud på at holde kontrol og undertrykke følelserne. Nu har jeg mere accept af tin-gene, som de er. Har mere ro på! Føler, at jeg kan trække vejret!

 

Ingen kan sikkert forvente at få et liv uden modstand og problemer, men det handler om, hvordan man møder det og tackler det. Linnea kan konstatere, at negative situationer ikke sætter gang i så voldsom angst mere.

 

"Jeg har stadig mange af de store, svære, farlige følelser - de forsvinder ikke bare lige - men jeg har en fornemmelse af, at bunden ikke er så langt nede. Jeg bliver ikke væltet fuldstændigt ned i det forfærdelige sorte dyb, hvor det hele bliver til en stor plamage af angst. Det er ikke så invaliderende mere, og jeg oplever, at jeg "kommer igennem" hver gang og finder roen og glæden igen på 'den anden side'. Det betyder rigtigt meget - for før var der så ganske få øjeblikke med ro. Nu tør jeg nyde følelsen af ro og glæde, mens den er der, uden skræk for, hvornår den forsvinder igen!

 

Håbløsheden er skrumpet ind!! Der er håb!! Jeg kan se - og især mærke - at der sker noget hver gang!

Jeg tør falde i hullerne på vejen nu - tør mærke følelserne - og kan bedre skille dem ad. Det bliver en smule mindre farligt for hver gang.

Jeg tør endda blive vred. Før holdt jeg vreden nede - tvang den væk, fordi den var for farlig - eller jeg fik disse eksplosive vredesudbrud, hvor vreden slet ikke hang sammen med det, der reelt skete. Nu kan jeg være lidt mere 'midt i' - og jeg kan faktisk godt lide, når jeg tør mærke de store, farlige følelser. Især bagefter . Der er faktisk en gave i det - jeg får noget ud af det - 'flytter' mig!!

 

Knut Hamsun siger i en af sine romaner: "Pust på mig"

Det var den følelse, jeg havde - især i starten - at der blev pustet liv i mig. Mange gange om dagen kunne jeg mærke det!!

Jeg føler, at jeg er i live nu!! Jeg kan sige, at jeg er glad og mærke det!!

Jeg har altid fungeret udmærket socialt. Jeg har kunnet skjule min store angst for andre ved, at jeg altid har kunnet kategorisere følelserne. Ligesom en farveblind, der godt kan placere farverne efter kategorier, uden at kunne se dem. Jeg vidste godt, hvor følelserne hørte til. Hvad man forventede, jeg sagde - at jeg f.eks. glædede mig til noget. Virkeligheden var bare, at jeg ikke glædede mig - f.eks. til en ferie, og heller ikke var opladet bagefter, som alle andre fortalte om - fordi angsten hele tiden havde et godt greb i mig og styrede og kontrollerede, og fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvordan det føltes at glæde sig - eller at være glad - eller at være 'tanket op'.

Det gør jeg nu!!!

 

Jeg skal stadig passe godt på mig selv for ikke at falde tilbage i de gamle mønstre - og det tror jeg, at jeg skal blive ved med altid!! Får jeg for travlt, mister jeg roen!!

Jeg har brug for min 'stille stund' hver morgen, hvor jeg hører 'mine lyde', og jeg har brug for at hvile mig eller gå en tur, når jeg kommer fra arbejde.

 

Jeg føler faktisk, at jeg kan begynde at se muligheder i lidelsen.

Hvis nogen sagde til mig for nogle år siden, at der er muligheder i lidelsen, blev jeg rasende!! Da så jeg absolut ingen mening med al den lidelse, jeg har været igennem!!

Men alt er relativt! For at kende højderne må jeg kende dybet. Lidelsen kan jeg bruge til at finde modsætninger. Jeg skal kende dét, jeg ikke er. Adskille det, der dybest set ikke er mig. Noget andre, primært mine forældre, har lagt i mig - lagt ovenpå min sjæl og næsten kvalt den. Den må jeg gerne have lov at slippe og finde ind til dén, jeg egentlig er!!

Det er ligesom at have et smertemonster boende indeni - som Eckhart Tolle skriver om i sin bog ’Nuets Kraft’. Det monster levede af, at jeg havde det skidt. Jeg har selv kunnet holde det kørende, efter at mor og far 'slap mig'. Har konstant dynget mere smerte oveni den gamle pga. min angst og mit lave selvværd. Det kendte jeg - det var 'naturligt' at gøre!

Nu kan jeg de fleste gange sige til smertemonstret: Nu får du simpelthen ikke mere! Jeg skal noget andet og meget vigtigere."

 

Linnea fortsætter med lydene et godt stykke tid endnu til fortsat at harmonisere og stabilisere hendes indre.

 

Kontakt

 

Bioakustik & Hypnose Klinikken

 

v/ Opal Ask Andersen

Gadebakken 15, Virring

8660 Skanderborg

 

tlf: 2064 88 94 (efter kl. 17)

 

opal@bioakustik.dk

Bioakustik & Hypnose Klinikken - Opal Ask Andersen - Gadebakken 15, Virring - 8660 Skanderborg - 20 64 88 94 (efter kl. 17) - opal@bioakustik.dk

 

 

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes